søndag den 28. august 2011

Frisuren holder


Forleden kom jeg forbi denne frisørsalon på Kingosgade og kom til at tænke på min egen frisør. 
Jeg har haft den samme frisør i 16 år! Hun hedder Jeanette. Jeanette klipper også min søster og hun har helt styr på hvad vi nu har gang i. Og hun husker hele historien 16 år tilbage.
Det er ikke let at forestille sig, hvordan alting er, når de næste16 år er gået. Men jeg tænker, at der er en god chance for, at frisøren og måske frisuren er den samme. 

Søndag i Ørestad

Man kan altid tage i Fields, en søndag hvor vejret kunne have været bedre og hvor der er nogle indkøb, som med fordel kan klares, inden hverdagens travlhed starter igen. Men man finder hurtigt ud af, at der er rigtig mange som har fået samme idé. På vej hjem, inden metroen kommer, når jeg lige at nyde udsigten til kolonihavernes grønne med de rød-hvide pletter. 

onsdag den 24. august 2011

Fagligt møde eller arbejdet kalder

Så tager man til møde om et vigtigt projekt. Opdager man har børn på samme alder og pludselig bliver mødet meget spændende.

Vær beredt

Havregrynspølsebrød 20 stykker lige til fryseren.
Et frossent brød skal have omkring et minut i mikrobølgeovnen, så er det som nybagt igen. Skal de med på tur kan de tages frosne med.
7 dl mælk + 1/2 dl olie + 50 g gær
1 tsk salt + 1 tsk sukker
400 g havregryn + 500 – 600 g hvedemel
10 store gode pølser og evt. ketchup
Lun mælk og olie og rør gær, salt og sukker i. Rør/ælt havregryn og mel i til en god fast dej. Lad den hæve i 45 minutter. Rul dejen ud og skær 20 firkanter. Rul halve pølse og evt. ketchup ind. Lad dem hæve i 15 minutter mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages i 25 minutter.

tirsdag den 23. august 2011

En iskage tak

Når man nu hverken har have eller altan, så er det godt, at man kan have sin faste bænk ved søerne. Her kan man så sidde i sine egne tanker, fordybe sig i en bog eller studere de forbipasserende dyr og mennesker.
Nogle gange kan man få en kommentar fra en forbipasserende, f.eks.: Sidder du nu der og drikker igen? (Ja, jeg tager tit kaffe med).
Hundeluftere er næsten altid snakkesaglige, når det drejer sig om deres kære hund. Og så er der flaskesamlerene. Her langs søerne ser man ikke så tit pro'erne. Det er mest hyggesamlere. Forleden kom en hyggesamler forbi, som var på vej nord på, langs kysten, op til Klampenborg og Dyrehaven. Når han kom derop, ville han lige have samlet flaskepant nok til en iskage. En tur ud og hjem på 25 km. Jeg mente det lød sundt. Han mente det samme, for som han sagde: Lægen kurerer - naturen helbreder.

mandag den 22. august 2011

Strik og sladder - politik og pladder

Ugens bladholder (tak til Kiosk).
Ekstra Bladet: Lotto bedre end aktier. 
Se & Hør: Erik har fået nok. Lægger Anni på is.
Hendes Verden:  Efterårets dejligste strik.
Ude og Hjemme: Lækker åben lagkage.
Euroman: Politik og mode. Hvor vil du sætte dit kryds?
Fit Living: Min sunde optur - så let er det!
Alt for Damerne: Makeup der gør dig (lidt) yngre.

lørdag den 20. august 2011

Ikea katalog med fløde havarti

Tænk, hvis du kunne få mere ud af den plads, du har - bruge den bedre og gøre den mere personlig? Vi mener, det kan lade sig gøre. Det kræver bare en positiv indstilling og nogle små praktiske idéer.
Sådan starter Ikea kataloget og jeg får totalt deja-vu.
 For jeg har tilfældigvis købt krydderboller og fløde havarti som jeg sidder og spiser til morgenmad. 
Det er en scene fra dengang jeg var omkring de 20 år. Hvor jeg altid spiste krydderboller med flødehavarti (ikke kun til morgenmad), læste Ikea katalog og drømte om at lave stort landkøkken i min lille lejlighed. Det er et sammentræf, der får minder frem fra en tid, hvor drømmene var meget store og midlerne meget små.
Nogle ting er bare, som de altid har været. Og det føles egentlig meget rart.
PS. Jeg fortsatte morgenes stil og spiste en leverpostejklapsammenmad til frokost.

fredag den 19. august 2011

Netshopping

Så bliver man halvsløj og går i seng med computer og kamillete. Jeg skal så lige tjekke slutudsalg med extra minus 10% på ASOS....
 Sådan en aften går hurtigt. Fem nye kjoler/bluser er nu på vej.

torsdag den 18. august 2011

Under overfladen

Jeg kan godt li byggepladser. Jeg mener de rigtig store, voldsomme og larmende byggepladser. Som for eksempel dem der lige nu skyder op rundt om i byen i forbindelse med etableringen cityringen. 
Men jeg vil helst kunne følge med i hvad der foregår.
Først skrælles byens overflade af. Så graves, bores og bankes der. Under overfladen kommer store sten til syne, som har ligget der under byen i en million år. Måske noget gammelt dukker op, så byggeriet bliver sat i stå, indtil arkæologer har undersøgt sagen.
Lastbiler ankommer læsset med jern, beton, sten og glas, som formes og sættes sammen. Kompliceret teknik installeres og strøm, varme og vand tilsluttes fra byens net. 
Projektet bliver færdigt. Larmen er ophørt og byens overflade er intakt igen.
Café Darling med udsigt til byggerplads på Enghave Plads

tirsdag den 16. august 2011

Gi' mig et smil

Dette er sommerens store hit og den får 6 stjerner ud 6 mulige, fordi Kaka bare er en stor stjerne på den danske reggaehimmel. Støt hans talent. Køb for eksempel hans single Mere Energi i iTunes Store.

mandag den 15. august 2011

Oasen Østerbro

Jovist bor jeg på Østerbro og jovist er der lidt kedeligt her, sammenlignet med de andre brokvarterer. Jeg må da også indrømme, at jeg 1000 gange har tænkt på, at det kunne være fedt at flytte til Nørrebro, Vesterbro, Christianshavn eller Islands Brygge. Alligevel er det blevet til næsten 20 år her i Østerbros stille grønne oase.
  
Men hvem tænker egentlig på, hvilken bydel man er i, når man sidder i sit hyggelige lille køkken, drikker morgenkaffe og måske skriver på sin blog. Så i morgen vil jeg igen stå op, drikke kaffe og tage på arbejde. Og når jeg har fri, hvis jeg har lyst, tage et smut forbi den evig vilde, glade og pulserende nabo Nørrebro.

Foto: Kreetube

søndag den 14. august 2011

De kære børn...

...er blevet store og har begge travlt med gymnasium og fritidsjob. Men selv om man næsten er på vej til at flytte hjemmefra, så er det stadig godt at have sin opfindsomme og kreative mor i nærheden.
For eksempel en kølig dag som i dag, hvor datteren kommer træt hjem fra arbejde og klager over hvor koldt det er. På fem minutter kan der fremtrylles en varmepude lavet af et par strømper og et kilo grødrisgryn. Fyld den ene strømpe med gryn og brug den anden strømpe som betræk. Efter 2-3 minutter i mikrobølgeovnen er den klar.

lørdag den 13. august 2011

En hund til fernisering

Fredag er ferniseringsdag. I går var ingen undtagelse. Ud over at studere værkerne, så kan man også studere de medbragte hunde. Og prøve af fange dem med sit mobilkamera, der altså er noget langsommere end hundene selv. Det lykkedes til sidst med en hjælpende hånd.
Bomuldshund 


Yorkshire terrie

torsdag den 11. august 2011

Kærlighed og latte langs vandet

Har du en dag bare lyst til frisk luft og en masse kaffe, så tag denne tur. Start med en kaffe eller brunch i en af de mange caféer i kvarteret bag Islands Brygge eller i Kulturhuset på Bryggen. Gå langs bryggekajen og nyd udsigten over vandet hen forbi fisketorvet. Herefter skal du holde øje til venstre efter første kaffeoptankningssted som er Emmerys.
Hæng lidt ud på pladsen overfor Emmerys og gå videre langs vandet gennem det hyggelige Nokken og videre gennem det grønne til stien ender. Her går du til højre gennem området med fiskeskure og hen over slusen. Nu er du på Sluseholmen, som er Københavns Venedig. Da alle bygningerne er forskellige, kan du bruge lang tid på at finde, netop den du helst ville bo i. 
Når din kaffetrang igen melder sig dropper du ind på Riccos Kaffebar som ligger på Sluseholmens butiksgade. 
Hvis du herefter ikke orker mere, tager du bus 30 til hovedbanegården evt. med stop på Fisketorvet. Ellers går du bare turen med kaffestop hos Café IDAbryggen, som ligger efter fisketorvet på en platform ude i vandet.
Hvis vejret er til det, så husk badetøj, da der er havnebad på både Islands Brygge og ved Fisketorvet.

onsdag den 10. august 2011

Krebs og kager

Var i dag sammen med søster til moderens 80 års fødselsdag. Jeg spiste kage med masser af flødecreme og jordbær. Næsten lige så god som en god gammeldags napoleonskage, som jeg ikke længere kan finde nogen steder.

Jeg kigger efter den i hvert eneste bagervindue jeg kommer forbi. Ikke engang La Glace har den, ligesom den også er udgået hos Reinh van Hauen. Jeg leder stadig, men måske man bare skulle lave dem selv.
Tog forbi fiskemand på vej hjem. Jeg købte mig fattig i varmrøget laks og studerende akvariumet med krebs med deres farvede armbånd.

tirsdag den 9. august 2011

Frokost på Café Sommersko

Så tager man på shoppingtur med datter, bliver sulten og dropper ind på Café Sommersko - en klassiker. Får henvist et bord med udsigt til "bagbutikken". 
Spinattærten med gedeost er supergod. Mango- og jordbærsmoothies - super. Supersød betjening. Café Sommersko åbnede i 70'erne. Jeg var her første gang i 80'erne og syntes stadig det er en af Københavns bedste caféer.
Ud af seks mulige giver jeg Café Sommersko fem suppermandsskjolde.

mandag den 8. august 2011

Hvad den lille hund siger

Tabt tøjdyr fundet på stille sidegade til Valby Langgade. Meget længe får den nu nok ikke lov at ligge dér alene. Snart vil en panikslagen far eller mor komme løbende, samle den helt uerstattelige tøjhund op og bringe den sikkert tilbage til dens lille ejermand.
Jeg vil til benet, jeg vil til fadet,
Hvis ikke gøer jeg af dig i bladet.
H.C Andersen

Kom med ud i bagbyen

Følg med mig på min vej gennem byens kroge og bagbyens afkroge. Jeg er altid på vej og vil her på "Bagbyen" dele ud af min umiddelbarhed i forhold til det jeg møder derude.